.jpg)
Den omhandler stress og jag i en verden hvor nærværet bliver glemt.
stress i stillezonen:
det er fredag og solen skinner, og jeg skal ses med et par veninder. café, te og en lille café latte, sidde og pjatte, før jeg skal videre ned til stationette og billette med kioskassistenten Jeanette. fra Randers-Odense,tur- retur? jo tak, lad mig da endelig komme tilbage til denne stresskultur med tilløb til indkøb, fester og pølsesvøb. pumpe i fitness og for meget hjernegymnastik på gym. overskudet svigter, og jeg mister kun 5-6 timer, søvn og træthed, før jeg er videre med næste døgn. 400 kr? uh, det gir lommesmerter, at få lov at se sine hjerter. jeg punger ud , mens jeg ryster på hoved’, og maser mig ind i toget, før det fløjter ud. Vi står alle helt mast sammen, som var vi Amalie&Peter, klamt og tæt opklistret af hinanden, men snakken går kun med stilhed. Det eneste der kommer over vores læber, er unødig flæben, som slider vores kæber. en klaustrofobier i midten, panikslagen, ræd og med stor mental last, men hvem gider dog at give hende lidt plads? alle vi andre er bare togpessimister, som alligevel er endt her.
*DSBlyd*
toget stopper, flyt,flyt - de 10 ekstra skal jo også ku være med, vi propper os sammen og det syntes som verdensrekord at så mange folk kan stå på 2-5 km2 af togkortet.
ringer til en ven for at gøre stemningen mindre trang, men stodderen synger fredagens fuldemandssang “ ØL.. to kr..fredag.. CAFEEE!”
jeg griner skævt, mens folk hoster hæst og kigger træt og ynkligt over på mig.
Ind maser sig de fine, pladsbilletbesiddende igennem. der er kun 25 kroner og 2 timer imellem ham og os andre, og alligevel snakker han til os som var vi en flok proletarere.
“lad mig komme til salgsvognen” råber han selvisk, og vifter med hænderne som var det en vinduesvisk’. opgivende kigger vi op, som var det skrevet på vores pandetop.
:”jo lad os da prøve at trække vejret lidt mindre, og forsøge at stå lidt, lidt tættere, så fruen kan få sin DSBoverprisede sanwich til 40 kroner og en halv sammen med kaffen til en tyver”. Lad os gøre stemningen bare lidt klammere blandt posedamer på blind billet og en “speciel” ,råbende, ældre herre.
Jeg spotter en fri plads i stillezonen, mit hoved går i egomode og skønt de andre også fortjener pladsen, er det mig der får den nasset.
sekundet jeg sætter mig har jeg snydt hele det latterlige togsystem, i få sekunder kan jeg nyde den lille plet af ro midt i stresset, indtil hun kommer og viser “rangpasset”.
*DSBlyd*
Fredericia station. 5 minutters stop. jeg skynder mig ud, og frigør min krop.
overvejer en smøg, men der er allerede for meget røg med forvirringen af trængsel og mangel. to stationer før jeg er ude, og væk. jeg gør mig klar til at mase mig ind igen, men vent der er plads. flere vogne, ikke mere mas. jeg undrer mig over hvorfor det ikke er sket noget før, og finder en plads.
Opslag
